Slægtsforskning på internettet – Kom godt i gang!

Slægtsforskning på internettet - Kom godt i gang!

Der er mange muligheder for at slægtsforske via internettet.

alt

Brug af arkivalier på nettet

En stor del af de mest centrale arkivalier er tilgængelige på internettet, enten i scannet form eller i søgbare afskrifter. Via internettet er det også muligt at møde ligesindede og udveksle oplysninger, eller få hjælp til at løse problemer.

Skannede arkivalier

På Arkivalieronline stiller Rigsarkivet kirkebøger, folketællinger og andre arkivalier til rådighed i indscannet form. Du kan ikke lave søgninger i de indscannede arkivalier. Du må lede efter personer i de digitaliserede arkivalier, på samme måde som du leder efter dem i de originale arkivalier.

Rigsarkivet stiller hele tiden flere og flere digitaliserede arkivalier til rådighed over internettet. Ud over på Arkivalieronline kan du også finde indscannede arkivalier via arkivdatabasen Daisy.

Gå til Arkivalieronline

Gå til arkivdatabasen Daisy

Indtastede arkivalier

Frivillige har indtastet bl.a. folketællinger. Hertil har den amerikanske genealogiske virksomhed Ancestry indtastet de danske kirkebøger 1812-1918.

Du kan søge din slægt ved navnesøgning på tværs af folketællinger og kirkebøger 1787-1918. Du kan søge på flere platforme. Læs mere her:

Søg din slægt ved navnesøgning 1787-1918

Dansk Demografisk Database

I Dansk Demografisk Database (DDD) kan du også søge i indtastede arkivalier. Søg bl.a. efter

  • Udvandrere 1868-1908
  • Sønderjyske skifter før 1920
  • Faldne sønderjyder i 1. Verdenskrig

Søg i Dansk Demografisk Database

Søg i samlingerne

I søgefunktionen Søg i samlingerne under Afskrifter af arkivalier kan du søge i andre indtastede arkivalier. Du kan bl.a. søge i

  • Ansøgere om erindringsmedalje for deltagelse i krigene 1848-1850 og 1864
  • Dødsattester 1840-1939 (delvis indtastede)
  • Indsatte i danske fængsler 1752-1932 (delvis indtastede)
  • Lægdsruller – Navneregistre til tilgangslister for København 1848-1940

Gå til Søg i samlingerne

Søg efter arkivalier der ikke er skannede

Rigsarkivets samlinger indeholder mange, mange flere arkivalier end dem du kan benytte online. Disse arkivalier skal ses på Rigsarkivets læsesale.

Arkivdatabasen Daisy

I arkivdatabasen Daisy kan du finde oplysninger om Rigsarkivets samlinger, og du kan bestille arkivalier til brug på en læsesal. En del af arkivalierne er indscannede og kan ses online via link fra arkivdatabasen Daisy. Indscannede arkivalier kan ikke bestilles til brug på læsesalene.

Se en film om, hvordan du søger i Daisy:

Hjemmesider for slægtsforskere

Der findes mange hjemmesider for slægtsforskere. De tilbyder stort set de samme skanninger og indtastninger for Danmark, som du kan se på Rigsarkivets hjemmesider, men søgeindgangene er forskellige.

To store internationale hjemmesider er f.eks. Ancestry og mormonernes FamilySearch,

Der findes også mange danske hjemmesider, der indeholder forskellige typer af søgemidler f.eks. for en egn, en slægt eller et emne.

Slægtsforsker-fora og slægtsforskerforeninger

Internettet er et godt sted at møde ligesindede og udveksle oplysninger eller stille spørgsmål i direkte dialog.

I Danmark findes for eksempel foreningen Danske Slægtsforskeres Forum. Her kan du blandt andet bede om gode råd til at finde aner på “Aneefterlysning” eller hjælp til at læse en håndskreven kilde på “Hjælp til Tydning”.

Gå til DS Forum

Foreningen Danske Slægtsforskere har mange medlemsaktiviteter og andre tilbud:
Danske Slægtsforskere

Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie udgiver bl.a. Personalhistorisk Tidsskrift.
Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie

Nyttige links

Indtastede og skannede arkivalier uden for Rigsarkivet

Det er ikke kun Rigsarkivet, som arbejder med at skanne og indtaste historiske kilder og tilbyde smarte søgninger. Her ser du et udvalg af andre relevante hjemmesider

Diplomatarium Danicum 789-ca. 1450
Søg i Danmarks riges breve fra 789 til ca. 1450 efter årstal og få vist de transskriberede dokumenter både i original og i oversættelse

Frihedsmuseets modstandsdatabase
Søg efter personer, som har deltaget i modstandskampen under den tyske besættelse af Danmark.

Grønlandske kirkebøger
Brug originale grønlandske kirkebøger på nettet.

Færøske arkivalier på nettet
Læs skannede færøske, folketællinger, kirkebøger, skifteprotokoller og meget mere

Københavns Politis registerblade 1890-1923
Søg i den første personregistrering af hele befolkningen i København.

Øresundstoldregnskaberne
Regnskaberne over sundtolden 1557-1850 er en vigtig kilde om de skibe, der passerede Helsingør.

Register over døde i Danmark 1842-1969
Navnesøgning på tværs i Københavnske begravelsesprotokoller 1842-1915, dødsattester 1867-1939 (delvis indtastet) samt alle døde i Danmark 1943-1969.

Indsatte i arresthuse, fængsler og tugthuse
Navnesøgning på indsatte i bl.a. Horsens Tugthus 1853-1909 og Vridsløselille Forbedringshus 1859-1932.

Fæstekontrakter og skifter
Navnesøgning på fæstere på godser især fra Fyn, samt på skifter efter afdøde fra hele landet frem til ca. 1920.

Bornholmske kirkebøger før 1815
Søg på navn i indtastede Bornholmske kirkebøger frem til 1815.

Kort og hjælpemidler

Danmarks administrative inddeling
Kort over danske administrative grænser gennem historien. Se f. eks. amter, herreder og sogne.

Kalender
Privat hjemmeside. Dansk Kalender år 1500-2099, lavet med Bauers kalender som kilde.

Matrikel-Info
Find oplysninger på matrikelnummer.

Historiske kort
Søg og se digitale, historiske kort. Du finder bl.a. matrikelkort.