Ny i slægtsforskning – Kom godt i gang!

Ny i slægtsforskning - Kom godt i gang!

Læs om hvordan du kommer i gang som ny slægtsforsker. Fra den nødvendige forberedelse, og om at bruge Rigsarkivets samlinger til at finde din slægt.

alt

Hvad er slægtsforskning?

Den typiske slægtsforsker prøver at finde så mange oplysninger om sine egne forfædre som muligt – forældre, bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre og så videre. Nogle går også den anden vej og leder efter nulevende slægtninge ud fra en fælles forfader.

Din slægt skal findes i forskellige arkivalier

I arkivalierne kan du finde de oplysninger, myndighederne har registreret, når dine forfædre af forskellige årsager har været i kontakt med myndighederne. Det kan for eksempel være i forbindelse med dåb, konfirmation, vielse, begravelse, skilsmisse, adoption, køb af ejendom, retssager, uddannelse, session m.m.

Da registreringerne i arkivalierne er foretaget af forskellige myndigheder, findes der ikke arkivalier, der samler alle oplysninger om en enkelt person. Du kan ikke blot slå et navn op og få en oversigt over alle de dokumenter, der beskriver personens liv.

Slægtsforskningens faser

Slægtsforskning kræver forberedelse

Du skal selv finde oplysningerne om din slægt i arkivalierne, og det er vigtigt, at du er så godt forberedt som muligt. Det første, du skal gøre, er at udspørge familiens ældste medlemmer og kigge familiens gemmer igennem og samle så mange oplysninger som muligt om dine forfædre. Jo flere oplysninger du har om dine forfædre, jo bedre er dit udgangspunkt for at finde dem i arkivalierne.

Det er også en god idé at gå på et af de mange kurser i slægtsforskning, som udbydes over hele landet, eller at læse en bog om slægtsforskning. Der er udgivet adskillige glimrende håndbøger, der henvender sig til nybegyndere udi slægtsforskningens svære, men spændende kunst.

De nødvendige oplysninger

For at komme godt i gang med slægtsforskningen, skal du fremskaffe nedenstående oplysninger om så mange af dine forfædre som muligt:

  • Navn
  • Fødselsår og -sogn
  • Dødsår og -sogn

Det er normalt ikke så vigtigt, at du har fødselsdagen, bare du kender navnet, et omtrentligt årstal samt ikke mindst kirkesognet. Fødsler og dødsfald blev nemlig registreret kronologisk i de enkelte sognes kirkebøger, og det er først med CPR-registrets indførelse i 1968, vi får et fælles nationalt register med oplysning om enkeltpersoners fødesteder.

Rigsarkivets samlinger

Rigsarkivet har ca. 500 hyldekilometer arkivalier på papir og ca. lige så mange data fra de sidste 40-50 år, som ligger i digitale systemer. Vi har arkivalier fra centraladministrationen, lokaladministrationen, virksomheder, foreninger og privatpersoner

Rigsarkivet opdeler arkivalier efter de myndigheder m.m., som har skabt dem. Dem kalder vi under et for arkivskabere. Vi har arkivalier fra over 110.000 arkivskabere. Arkivalierne er samlede i arkivserier under hver arkivskaber.

Begreber der er gode at kende

Arkivalier



Rigsarkivet modtager materiale både på papir og som digitalt skabt data. Vi kalder under ét de papirer og data, vi opbevarer, for arkivalier.

Arkivskabere



Arkivalier i Rigsarkivet skal findes under arkivskaberen – altså dem, der har skab (og afleveret) arkivalierne. Arkivskaber kan fx være en myndighed, virksomhed, forening, organisation eller privatperson.

Arkivserier



Alle arkivalier tilhører en arkivserie. Serien kan bestå af en enkelt eller mange pakker. Serier med flere pakker er ordnet efter et ensartet system. F.eks. kan de være ordnet efter årgang og journalnummer.

Arkivpakker



Arkivalier på papir ligger i arkivpakker. Når du bestiller materiale til en læsesal, er det altid en pakke ad gangen. Alle pakker er fortegnet og kan søges i Daisy.

Sager



Myndighedernes arkivalier er typisk opdelt i sager efter periode. Sagerne er som regel nummererede, og sagsnumrene findes typisk i søgemidler.

Søgemidler



Søgemidler indeholder henvisning til sagen fx sagsnummeret og gør det muligt at finde sagen i arkivserien. Søgemidler kan fx være navneregistre og -kartoteker, journaler, saglister etc. Mange søgemidler er digitaliserede og findes på Arkivalieronline.

Begynd din slægtsforskning på internettet

Når du har fået samlet de oplysninger, som familien kan give dig, er tiden inde til at konsultere arkivalierne – først på internettet og måske senere på en af Rigsarkivets læsesale.

Nye slægtsforskere begynder typisk med at finde de mest grundlæggende oplysninger om de enkelte personer i slægten: navn, fødselsdag og -sted, dødsdag og -sted, ægtefælle og forældre. Disse oplysninger vil man typisk finde ved at bladre sig frem i kirkebøger og folketællinger, som er tilgængelige online.

Søger du slægtninge, som er født for over 100 år siden, har du også mulighed for at søge personer ved navnesøgning i indtastede folketællinger og kirkebøger.

Et spadestik dybere

Efterhånden begynder slægtsforskeren dog også at søge efter oplysninger, der ikke bare fortæller om, hvor og hvornår personerne levede, men også mere detaljeret om hvordan de levede. Det kan fx være oplysninger om:

  • Børnebidrag, skilsmisser, skifter
  • Ophold på institutioner, sygehuse m.m.
  • Retssager
  • Ejendomsoplysninger
  • Krig og besættelse
  • … Og meget andet

Du kan finde vejledninger til at komme godt i gang med rigtig mange af disse emner. Se i menuen for ’Vejledninger’ under Brug og udforsk eller brug søgefunktionen ’Søg i vejledninger’.

Spørg en arkivar

Rigsarkivet svarer på konkrete spørgsmål du møder i din søgning. Vi hjælper med svar på skriftlige spørgsmål, og du kan spørge en arkivar på telefonen mandag-torsdag 12-15 og fredag 10-13 på +45 33 92 33 10

Gode arkivhenvisninger varer evigt

Vi anbefaler, at du altid laver rigtige arkivhenvisninger som supplement til at gemme et link til fx Arkivalieronline. På den måde er du sikker på, at både du og dine tip-oldebørn kan genfinde dokumenterne, uanset hvordan de præsenteres på nettet i fremtiden.

Sådan skriver du en arkivhenvisning

  • Arkivinstitution
  • Arkivskaber
  • Arkivserie
  • Sagens nummer eller sidetal
  • Periode eller dato

Eksempel

Rigsarkivet, Statsamtet Overpræsidiet, AJ-sager, Nr. 1325, 1890. Se dokumentet fra eksemplet på Arkivalieronline.

Besøg arkivet

Har du brug for at læse arkivalier, som ikke er skannede, må du bestille materialet til en læsesal. Rigsarkivet har 4 læsesale. Du kan bestille arkivalier frem til læsesalene i København, Odense, Viborg eller Aabenraa.

Få hjælp af erfarne slægtsforskere på læsesalen

På læsesalene kan du få hjælp fra en af Rigsarkivets medarbejdere, eller du kan få hjælp til din slægtsforskning hos de frivillige vejledere. Tilbuddet er etableret i samarbejde med slægtshistoriske foreninger.

Se her hvor og hvornår du kan møde de frivillige vejledere