Kilderne i brug – dømt for barnemord

En uønsket graviditet kunne være en byrde for ugifte kvinder, især hvis barnets far ikke ville vedkende sig faderskabet. Læs historien om Maren, der stod i netop den situation. Hendes valg førte til, hun blev straffet for forsøg på fosterfordrivelse, barnefødsel i dølgsmål og barnemord.

I august 1888 ankom Maren Andersen til Christianshavns Straffeanstalt. Straffeanstalten gik også under navnet Christianshavns Kvindefængsel, da det var Danmarks eneste fængsel for kvinder, som var idømt strafarbejde. Selvom Maren sad i et fængsel omgivet af kvinder, var det ikke meget, hun så til dem. Hun var nemlig forbedringshusfange, ligesom alle andre kvinder, der var dømt for barnemord, og hun afsonede derfor sin straf alene i sin celle. Kun ved den daglige gårdtur og ugentlige undervisning kunne hun få et glimt af de andre kvinder. Sådan sad Maren indespærret i næsten seks år.

Maren begyndte så småt at mistænke, at hun var gravid, da hun i sommeren 1887 blev syg og ikke længere fik sin menstruation. Hun havde været gravid to gange tidligere, men de andre gange havde det været anderledes. Der var hun blevet så syg, at hun ikke kunne arbejde, men sådan havde hun det ikke denne gang. Derfor var Maren i tvivl, om hun faktisk var gravid, indtil hun i november måned begyndte at mærke liv fra barnet.

Barnets far måtte være en gift mand ved navn Jens-Frederik. Hun havde mødt ham, da han solgte korn til hende, og han var den eneste, hun havde været sammen med. Derfor valgte hun at fortælle Jens-Frederik om sin tilstand.

Det gik ikke, som hun havde håbet. Da Maren konfronterede ham med, at hun var gravid med hans barn, svarede han, at ”(…) det forholdt sig vist ikke saaledes”, og at ”(…) det kunde hun ikke vide”. Han kom med det forslag, at Maren opdigtede en anden mand, som far til barnet.

Ud fra Jens-Frederiks reaktion gik Maren ud fra, at han ikke kom til at vedkende sig faderskabet. Hun frygtede derfor, at hun ikke fandt en far til sit barn.

Det var ikke første gang, at Maren var gravid med en gift mand. Tre år tidligere havde det endda været med en gift mand i Marens egen familie. Dengang frygtede hun, at mandens hustru ville blive “forstyrret”, hvis hun fandt ud af, at hendes mand havde været sammen med Maren.

Maren tog tilbage i 1885 sagen i egen hånd og forsøgte at fordrive fosteret. Til det brugte hun en mikstur, der blev kaldt “noget lignende Hundrede Urters Draaber”. Hun havde fået miksturen af Maren Haaning fra Vindblæs. For at være på den sikre side indtog Maren en god stor portion af miksturen. Hun blev da også syg i flere dage, havde kvalme, smerter i underlivet og over lænden. Men der var intet, der tydede på, at hun havde aborteret.

Nu kom Maren i tanke om et råd hun tidligere havde fået af en pige, hun havde tjent med. Rådet stammede fra en kvinde, der gik under navnet “den gamle jordemoder”. Rådet gik ud på at blande safrandråber i kaffe. Indtog man det kunne det fremkalde en udebleven menstruation. Det skulle afprøves, mente Maren, og for at være på den sikre side indtog hun “2 gode Spiseskefulde” i en kop kaffe både om aftenen og den efterfølgende morgen. Efter otte dages sygdom begyndte Maren at bløde kraftigt. Hun fødte et ufuldbårent drengebarn, som hun begravede på kirkegården.

Maren var altså tidligere lykkedes med at fordrive et foster, da hun i 1887 igen var blevet gravid og igen uden en mand, der ville stå ved sit faderskab. Der var bare det problem, at hun havde mistet opskriften til den mikstur, hun havde fået af Vindblæskonen, og hun kunne ikke huske hvilke ingredienser den bestod af.

Safrandråberne måtte derfor klare det alene. På én dag indtog Maren en hel flaske safrandråber – selvfølgelig i kaffe – men hun fik det hverken værre eller bedre af det. Og hun var stadig gravid.

Flere kvinder i Marens omgangskreds begyndte at bemærke, at hun blev større. Første gang én af dem spurgte, om hun var gravid, svarede hun, at ”(…) det kan vel blive godt endnu” uden at uddybe, hvad det skulle betyde.

Med udsigten til at stå alene med barnet begyndte Maren at overveje, hvad hun kunne stille op, nu hendes forsøg på at fordrive fosteret ikke havde virket. I første omgang besluttede hun sig for at holde graviditeten og fødslen hemmelig.

Da fødslen nærmede sig, tog hun også den beslutning at slå barnet ihjel, hvis det ”(…) skulde komme levende til Verden.” Hendes plan var at holde hånden for barnets mund, så snart hovedet var født – både for at undgå, at barnet skulle skrige, men også for at kvæle barnet med det samme.

En aften i februar 1888 fik Maren veer. Hun lå på sin seng i mørket med fødderne og lidt af underbenene ude over kanten. I den stilling blundede hun lidt, indtil smerterne tog til, og hun blev nødt til at rejse sig op. Hun vandrede frem og tilbage i sin stue. Det fik smerterne til at lette en smule, og hun kunne igen lægge sig tilbage på sengen.

Veerne tog til i styrke, og smerterne vendte retur. Hvor lang tid, hun lå sådan, var uklart for hende. Måske en times tid, måske kortere eller længere. Men efter noget tid var fødslen oppe over. Hun forsøgte at gennemføre planen om at holde for barnets ansigt, da hovedet blev født, men smerterne overvældede hende, og hun måtte trække hånden til sig.

Barnet faldt på gulvet så snart, det var født, og Maren kunne høre, at det trak vejret. Fødslen havde drænet hende for energi, og hun kunne ikke bevæge sine ben. Der gik en hel time, inden hun fik samlet kræfter til at stå op.

Maren rejste sig fra sengen og tændte et lys. Barnet lå på gulvet med blod omkring sig. Hun løftede det op fra gulvet og lagde det på sin venstre arm. Med sin højre hånd holdt hun barnet for næsen og munden, indtil det ikke længere bevægede sig. Hun tog en skjorte og svøbte barnet ind i den, åbnede en skuffe i sin dragkiste og lagde barnet deri.

En mørk aften ville Maren begrave barnet på kirkegården ved hendes slægtninges gravsted.

I foråret 1888 begyndte det at rygtes blandt flere kvinder, at Maren havde været gravid og måtte have født i dølgsmål. Derfor blev Hr. Herredsfuldmægtige Petersen og læge Karl Møller sendt ud til Marens bopæl for at undersøge sagen i starten af marts.

I begyndelsen benægtede Maren at have været gravid, men lægens undersøgelse af hende viste, at det havde hun været for nylig. Så ændrede Maren forklaring til, at hun havde aborteret tre uger tidligere, men da det heller ikke virkede sandsynligt, pressede Petersen på. Herefter indrømmede Maren, at hun havde født et barn i slutningen af februar, som hun havde gemt i dragkisteskuffen. Dér fandt de to mænd det svøbt ind i en skjorte og tørklæder.

Undervejs i efterforskningen ændrede Maren forklaring på, hvordan barnet døde. Ved de første forhør forklarede hun, at barnet var dødt, da det faldt på gulvet efter fødslen; hun hørte ikke en lyd fra det, og det bevægede sig ikke, da hun tog det op. Hun sagde, at grunden til, at hun holdt fødslen hemmelig, var, at hun var bange for at komme i forlegenhed, fordi barnet var dødt.

Hun fastholdt sin forklaring i flere uger, men så begyndte den så småt at ændre sig. Det kan måske have noget at gøre med, at obduktionsrapporten viste, at Marens forklaring ikke kunne være sand: Barnet havde åndet efter fødslen.

Så Maren ændrede forklaring. Først sagde hun, at hun ikke gjorde noget for at slå barnet ihjel efter fødslen, ”(…) dog er det muligt – men hun tror det ikke – at hun, da hun tog Barnet på fra Gulvet, har lagt sin Haand for dets Ansigt.”

Men efter en måned og en række forhør, hvor Maren måtte gennemleve sin gerning om og om igen og blev ”formanet til Sandhed” gentagne gange, tilstod hun, at hun havde holdt hånden for barnets næse og mund efter fødslen.

Maren blev idømt seks års forbedringshusarbejde for forsøg på fosterfordrivelse, barnefødsel i dølgsmål og barnemord. Eftersom Maren allerede inden fødslen havde planlagt at slå barnet ihjel, blev hun idømt en strengere straf for barnemord, end hvis hun først have taget beslutningen, efter barnet var født.

Under retssagen vurderede en embedslæge, at de midler, Maren havde anvendt for at fordrive fosteret, ikke kunne bruges fosterfordrivende. Af den grund – og da hun heller ikke lykkedes med at fordrive fosteret – blev hun kun dømt for forsøg på fosterfordrivelse.

Ud over Marens sag er også straffesagerne vedrørende Amalie fra Odense, Marie Laurine fra Vejle og Ane Dorthea fra Sorø digitaliserede. På Arkivalieronline kan du dykke ned i alle fire kvinders historier, der ligesom Marens bærer præg af deres valg i forbindelse med en uønsket graviditet. 

Gå til Marens sag på Arkivalieronline

Gå til Amalies straffesag fra Odense Amt

Gå til Marie Laurines straffesag fra Vejle Amt

Gå til Ane Dortheas straffesag fra Sorø Amt

Ønsker du at finde flere oplysninger om kvinderne, end der findes i straffesagerne, kan du f.eks. slå dem op på Link-Lives. En søgning på Maren Andersen viste, at hun efter at have afsonet sin dom flyttede tilbage til sit lokalområde og blev ansat som husholderske hos en enlig mand.