Britta magtede ikke endnu et barn

Da ‘Britta’ bliver gravid i slutningen af 1960’erne og gerne vil have en abort, skal hun overbevise en række fagfolk – læger, gynækologer og psykiatere – om, at abort er den rigtige løsning for hende. Før 1973 var det nemlig ikke kvinden selv, men fagfolk, der afgjorde, om en graviditet skulle gennemføres, eller om der var tilstrækkelig grund til at foretage en abort.

Britta er ikke hendes rigtige navn, men hendes historie findes i Mødrehjælpens klientsager og viser, at selvom Britta selv oplevede, at hun havde en god grund til at ønske en abort, så blev den faglige vurdering en anden.

Britta er 34 år, gift for anden gang og mor til fire børn, og nu venter hun sit femte barn. Efter Britta og hendes mand fik deres første fælles barn for 2 år siden, har manden ændret sig. De tre ældste børn bliver konstant rettet på og skældt ud. De er blevet kuede og nervøse, bider alle tre negle, og den yngste er blevet sengevæder.

Britta tænker: Det her holder ikke, vi må gå fra hinanden – og nu er jeg gravid igen. En vinterdag går Britta til sin egen læge, som efter undersøgelsen sender hende videre til Mødrehjælpen. Der er ingen legemlige grunde til at gennemføre en abort dvs. at hverken Britta og selve graviditeten giver umiddelbart grund til at indstille til abort. Så Britta sendes videre til en psykiater.

Hun fortæller psykiateren, at hun og hendes mand nu er blevet enige om at søge separation. Hun kan hverken se sig som enlig mor til fire eller fem børn. Hvordan vil du reagere, hvis du får et afslag? spørger psykiateren. Så må jeg jo klare det selv, svarer Britta. Psykiateren noterer i sine papirer, at den snak om separation nok mest er spil for galleriet, og derfor får hun afslag på abort.

Da Mødrehjælpens socialrådgiver fortæller Britta om udfaldet, tager Britta det roligt og gentager, at så må hun jo selv ordne det. Men det gør hun dog ikke. Britta føder barnet. Det er noteret på Mødrehjælpens journalomslag, hvilket viser at Mødrehjælpen i en eller anden grad fulgte op på Brittas forløb.

Udsigterne for de tre ældste børns mentale sundhed i et fortsat ægteskab er ikke et emne for psykiateren. Det er det heller ikke efter loven. Det er moderens psykiske tilstand, han skal vurdere. Et ustabilt ægteskab med børn fra to forskellige ægteskaber kan vel godt blive en trussel for Brittas psykiske helbred. Men psykiateren vurderer ikke, at Brittas situation er omfattet af det, man kaldte det sociale abortkriterium.

I sidste ende ved kun den kvinde, som her i artiklen er blevet kaldt Britta, om psykiaterens vurdering viste sig at være rigtig. Og det er i virkeligheden nok en vigtig pointe ved loven om fri abort.

Havde Britta stået i samme situation omkring fem år senere, da loven om fri abort blev indført i 1973, havde hun kunnet nøjes med at henvende sig til sin egen læge. Han skulle efter en samtale med hende henvise hende til et hospital, hvor hun kunne få udført indgrebet. Måske var hun gået hele vejen. Men det kan også være, at hun undervejs var nået til samme konklusion som psykiateren.

Med 1973-loven om fri abort inden udløbet af 12. svangerskabsuge blev det op til kvinden selv at vurdere sin situation og påtage sig ansvaret, hvis hun afbrød sin graviditet.

I 1937 blev provokeret abort lovlig, når graviditeten var et resultat af en voldtægt, eller når indgrebet var nødvendigt for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. En kvinde kunne også få en abort, hvis der var risiko for, at barnet på grund af arvelige anlæg kunne blive det man f.eks. kaldte åndssvag eller komme til at lide af en alvorlig og uhelbredelig legemlig sygdom.

Hvis Britta skulle have haft en abort i 1960erne, skulle det have været på social indikation, som blev tilføjet i loven i 1956. Det blev ikke udtrykt eksplicit, men gemte sig i lovens formuleringen.

I 1956 blev retten til at få foretaget en abort nemlig udvidet, blandet andet med den tilføjelse, at en abort kunne tillades når svangerskabets afbrydelse var nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. Ved bedømmelsen af denne fare skulle der på grundlag af en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, tages hensyn ikke alene til fysisk eller psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande.

Til denne historie er brugt tre typer af offentlige myndigheder eller institutioner: Mødrehjælpsinstitutionerne, Samrådene vedrørende abort og sterilisation og Nævnet vedrørende Svangerskabsafbrydelse.