Film fra kildepakken Danmarks vej ind i EF

Film fra kildepakken Danmarks vej ind i EF

Se 5 film om Danmarks vej ind i Fællesmarkedet i 1972. 3 eksperter viser og diskuterer de centrale dokumenter og kilder om Danmark i Europa.

alt

Danmark, Europa og den økonomiske modernisering

I filmen ’Danmark, Europa og den økonomiske modernisering’ gennemgår og drøfter Steen Andersen og Thorsten Borring Olesen, dokumenterne:

  • De nordiske og de europæiske markedsplaner, Udenrigsministeriet, den 2. maj 1959
  • Skrivelse fra Skak-Nielsen til Dahlgaard vedrørende De Seks, den 2. april 1959
  • Vilkårene for en eventuel associering med de seks af Skak-Nielsen, 1959

Ud fra dokumenterne udfolder de historien om en lilleputstat, som prøvede at finde sit ståsted i et Europa, det havde meget lidt indflydelse på. Det er historien om Danmark som et landbrugsland, hvor industrieksporten først i 1958 når op på samme niveau som landbrugseksporten. Det er derfor vigtigt for Danmark med et frihandelsområde, hvor landbrugsvarerne kan afsættes.

Der var flere forskellige modeller i spil, men ikke alle passer dansk økonomi lige godt. Der var en nordisk løsning, en EF løsning, en model med en løs dansk associering med EF, og en svensk-britisk løsning med en alternativ toldunion – EFTA. Det endte i første omgang med EFTA løsningen, som var et frihandelsområde for industrivarer – hvilket var den dårligste løsning for Danmark.

Danmark i Europas forgård

’Danmark i Europas forgård’ handler om, hvordan Danmark som nation kan overleve i et Europa, hvor store nationer arbejder sammen. Hvad skal Danmark leve af i fremtiden, hvis vi ikke kan sælge vores varer og købe de nødvendige råvarer? Hvor er Europa på vej hen, og hvad vil Danmark i denne situation? Hvad er problemet for Danmark i 1960’erne, og hvorfor får man det løst i 1970’erne? For hvor stor en rolle spiller Grundloven? Og hvor stor en beslutning er det egentlig at tiltræde et EF samarbejde?

Et af de centrale spørgsmål for Danmark, da landet står i ’Europas Forgård’ er, hvordan Danmark kan overleve som nation i et Europa, hvor store nationer arbejder sammen. En af problemstillingerne er, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, hvis landet ikke kan sælge egenproducerede varer og købe de nødvendige råvarer. Det er et spørgsmål om, hvor Europa er på vej hen, og hvad Danmark vil i denne situation?. Det er også et spørgsmål om, hvor stor en rolle Grundloven spiller, og hvor stor en beslutning det egentlig er at tiltræde et EF samarbejde.

Dokumenterne i fokus i denne film er dels det mest formative og centrale dokument for de næste 30 års dansk udenrigspolitik, nemlig professor og folkeretsekspert Max Sørensens notat om EØF og Grundlovens paragraf 20 fra den 20. maj 1957, dels kontorchef, senere ambassadør og arkitekten bag Danmarks vej ind i EF, Jens Christensens notat af 4. maj 1957.

Danmarks kurs og forhandlinger fra 1961 frem mod 1972

Regeringen tager i 1961 formelt beslutningen om at indlede optagelsesforhandlinger til EF. Man går ind til forhandlingerne vel vidende, at man fra dansk side ikke kan ændre Romtraktaten, men alligevel mislykkes dette forsøg og det efterfølgende forsøg på at blive optaget? Hvorfor? Hvad er problemet for dansk Europapolitik?

I denne film drøfter Steen og Lykke:

  • Notat vedr. Kontakten til Fællesmarkedet Storbritanniens stilling fra den 15. august 1963.
  • Referat af forhandlinger i sommeren 1962 i Bryssel
  • Krags regeringsudtalelse om Danmarks kurs i forhandlingerne
  • Statement by Danish Minister for Foreign Affairs at the meeting in Brussels on October 1961 between the Member Governments of the European Economic Community

Danmark i EF – Hvad betød medlemskabet?

I filmen Danmark i EF – hvad betød medlemskabet bliver medlemskabet af EF placeret i global kontekst. Hvordan gør vi regnebrættet op? Hvad fik vi ud af medlemskabet? Steen og Lykke drøfter bl.a. en lang fortrolig analyse fra Udenrigsministeriet fra 1961. Her bliver konsekvenserne af dansk medlemskab analyseret: Fik de ret og hvor tog de fejl?

Afsættet for denne film er en diplomatisk indberetning fra den 6. oktober 1972 skrevet af den danske ambassadør Bartels i Washington, men også det dengang strengt fortrolige notat fra 1961 om konsekvenserne af et dansk medlemskab af EF bliver drøftet. Notatet blev skrevet i Udenrigsministeriet af bl.a. Bartels, Niels Ersbøll, Jens Christensen og Max Sørensen. Der er tale om et af de helt centrale dokumenter i relation til den danske beslutningsproces, og dokumentet er nøglen til forståelsen af den danske kurs.

Europapolitikkens lange linjer

I Europapolitikkens lange linjer kigger Steen og Thorsten på Rom-traktaten og drøfter Europapolitikken i dens helhed og deler perioden ind i forskellige faser med hver deres særkende. Herudover taler de om, hvilke temaer, der mangler at blive undersøgt i den kommende historieskrivning.