Dansk Vestindien – Kom godt i gang!
Dansk Vestindien - Kom godt i gang!
Velkommen til en verden af viden om 250 års dansk kolonihistorie på de Amerikanske Jomfruøer - dengang kaldet Dansk Vestindien. Find kilder om mennesker, slaveri, søfart og livet for rig og fattig i den danske koloni.
Arbejdet med arkiverne
Det er et fascinerende arbejde at kaste sig over dokumenterne fra Dansk Vestindien. Men det er desværre ikke helt ligetil. For selv om dokumenterne er blevet digitaliseret, og derfor giver helt nye muligheder, er der stadig mange begrænsninger. Der er over 5 mio. dokumenter, og langt fra alle er endnu blevet registreret med relevante søgeord.
Man skal derfor vide, hvad man søger efter, hvordan arkiverne er opbygget, og hvilke oplysninger de kan rumme. Samtidig er mange af dokumenterne skrevet med gotisk skrift og i et gammelt dansk eller engelsk, som det kan være svært at forstå. Her på siden finder du vejledninger der guider dig til kilder om de mest brugte emner. I vejledningerne finder du også oplysninger om, hvordan vigtige arkivserier er bygget op og struktureret, hvad de rummer, og hvordan du kan bruge dem til at finde det, du søger.
Fem råd: Kom godt i gang!
Det kræver altså både viden, sproglige færdigheder, tekniske kompetencer og ikke mindst tålmodighed og gå-på-mod at finde de oplysninger, du søger.
1. Kend arkiverne
Du vil aldrig finde alle oplysninger om en person eller en institution samlet ét sted. Hver oplysning skal søges i arkivet efter den person eller institution, som har skabt oplysningen. Et arkiv kan indeholde mange arkivserier, som omhandler forskellige emner. Selv om de fleste dansk-vestindiske arkiver opbevares i Rigsarkivet, må du søge i hvert arkiv ét for ét.
2. Gør klart, hvad du søger efter
Arkiverne rummer millioner af dokumenter. Så før du kaster dig over dem, bør du overveje, hvilken form for viden, du søger og hvilke oplysninger, der kan bringe dig videre i din søgning
Overvej fx:
- Hvor en person boede
- Personens ansættelsesforhold
- Tilhørte personen et religiøs menighed eller fællesskab
- Var eller blev personen gift eller havde børn
- Blev personen tiltalt eller havde andre retstvister
- Var personen engageret i oprør eller andre store begivenheder
Hver af disse typer af information skal findes i forskellige arkiver og arkivsamlinger. Det kan du se 2 eksempler på herunder.
Vi kan finde oplysninger om Maria Elizabeth Yard i en række forskellige arkivalier. Her er nogle eksempler:
- Marias fødselsår stammer fra folketællingen af 1841 for Dansk Vestindien (Rentekammeret, Danske Afdeling, Tabelkommissionen, arkivnr. 303, Folketælling 1841,
Vestindien, St. Croix, løbenr. 1, Christiansted Frie) - At Maria fik sit fribrev den 23. maj 1800 er registreret i en liste over frie farvede mænd, kvinder og børn i Christiansted i 1816 (Vestindisk-Guineisk Kompagni, arkiv nr. 678, Gruppeordnede sager 9: Sociale og kulturelle forhold, Frikulørte mænd, kvinder & børn i Christiansteds jurisdiktion 1816, løbenr. 3.81.564, nr. 24
- Marias bopæl i 1805 i en ejendom ejet af byfoged Johannes Woldbye Mouritzen, nemlig Fiskergade 1&2, fremgår af Matriklen for St. Croix 1805-1806. (Reviderede Regnskaber, Vestindiske Regnskaber, arkivnr. 571, Matrikel for St. Croix 1758-1915, 1805-1806, løbenr. 86.40.1)
- At Maria arvede ejendommene Fiskergade 1, 2 og 3 i 1839 fra Johannes Mouritzen ses af Christiansted Byfogeds panteprotokol (Christiansted Byfoged, arkivnr. 684, Panteprotokoller 1736-1844, løbenr. 38.26.41, 1838-1841, ff. 71v-72v).
Vi kan finde oplysninger om Moses Elias Williams i en række forskellige arkivalier. Her er nogle eksempler:
- At Moses mor Catherine boede på plantagen Castle Nugent ses af folketællingen af 1841 for Dansk Vestindien (Rentekammeret, Danske Afdeling, Tabelkommissionen, arkivnr. 303, Folketælling 1841, Vestindien, løbenr. 4, St. Croix Landdistrikter)
- At familien Williams i 1850, to år efter slaveriets ophævelse, boede i Kompagnigade 7 i Christiansted fremgår af folketællingen af 1850 for Dansk Vestindien (Danmarks Statistik, arkivnr. 1308, Folketælling 1850, Vestindien, løbenr. 2, St. Croix, Christiansted, Kongensgade – Østergade)
- At Moses tog borgerbrev som slagter i Christiansted i 1865 ses af borgeredsprotokollen. (Den vestindiske regering, Gruppeordnede sager 9. Sociale og kulturelle forhold, Borgeredsprotokoller 1799 – 1911, løbenr. 3.81.588, 27. juli, 1865)
- At Moses i perioden 1878-1888 opkøbte en række ejendomme i Christiansted ses af matriklerne for disse år. (Reviderede Regnskaber, Vestindiske Regnskaber, arkivnr. 571, Matrikel for St. Croix, 1868-1894, løbenr. 86.95-96 – 86.121-122)
- At Moses i 1880’erne var stemmeberettigede til valgene til Kolonirådet, St. Croix’ øverste myndighed, ses af guvernementets sager vedr. Kolonialrådet (Den Vestindiske Regering, Guvernementets St. Croix Afdeling, arkivnr. 678, Gruppeordnede sager 2. Lokale myndigheder: Sager vedr. Kolonialrådet, 1883-1894, løbenr. 3.81.70).
3. Brug hjælpemidler i din søgning
Klik dig til de vigtigste kilder i Rigsarkivets vejledninger
Fem millioner billedfiler af dokumenter om og fra Dansk Vestindien er scannet og tilgængelige online. I vejledningerne om hvert emne har vi samlet links til de væsentligste kilder.
Ordliste
Brug ordlisten med forklaringer til de vigtigste arkivfaglige ord og begreber:
Registratur med links
Brug den søgbare registratur over alle de digitaliserede kilder om og fra Dansk Vestindien. Den indeholder nyttige kommentarer om arkivalierne og links direkte til hver arkivserie på Arkivalieronline:
Søg inspiration i litteraturen
Hvis den digitale søgning ikke hjælper dig, kan det være en god ide at starte i litteraturen om emnet og på den måde få inspiration til din videre søgning. Vi har samlet de vigtigste udgivelser i denne bibliografi med udgivelser fra 2002-2024 om Dansk Vestindien:
Søg i indtastede og kilder
Nogle dokumenter er blevet transskriberet fra gotisk håndskrift til søgbar tekst via Rigsarkivets indtastningsportal. Indtastede dokumenter kan du prøve at fremsøge via ‘Søg i Samlingerne’.
4. Søg råd og vejledning
For Rigsarkivet er det vigtigt, at alle får gavn af den kulturarv, som arkiverne rummer. Også arkivbrugere, som ikke har omfattende erfaring med arkivsøgning og forskning. Rigsarkivet har produceret en række vejledninger og redskaber, som du kan bruge i processen, men hvis du stadig har svært ved at finde dét du leder efter, så kan du få konkret hjælp og vejledning af en arkivar.
5. Vær tålmodig – og bliv ved
Med fem millioner billedfiler af dokumenter kan det være en uoverskuelig proces at finde præcis de dokumenter, der fortæller din historie. Samtidig er de fleste dokumenter skrevet med gotisk håndskrift og i et til tider uforståeligt gammelt dansk.
Men dokumenterne er døren til vores fælles fortid, og deres historier gør os klogere på, hvem vi var – og hvorfor verden ser ud, som den gør, i dag. Hver historie tæller.
Derfor er vores bedste råd til alle arkivsøgere: vær tålmodig – og bliv ved!
Vejledninger til kilder om Dansk Vestindien
Find en person fra Dansk Vestindien
Når du søger efter en person fra Dansk Vestindien – nu de Amerikanske Jomfruøer – skal du bruge forskellige kilder alt efter, hvilken befolkningsgruppe, personen tilhørte.
Kilder om ejendomsforhold i Dansk Vestindien
Kilderne om ejendomsforhold indeholder oplysninger om ejendomme og steder. Men også dokumentation om slaveejere og køb og salg af slavegjorte personer.
Kilder om slaveri i Dansk Vestindien
Indtil slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien i 1848 var slaver og slaveri en fundamental del af livet på øerne. Derfor findes der oplysninger om slaver og slaveri i stort set alle arkivalier fra den tid.
Kilder om handel og søfart i Dansk Vestindien
Handel og søfart var afgørende for kolonien Dansk Vestindien. Den lette adgang til havet og oceangående sejlskibe gjorde det muligt for øerne i det caribiske hav at udvikle sig til en stor økonomisk succes.
Kilder om kolonistyre i Dansk Vestindien
Det danske kolonistyre greb ind i mange aspekter af livet i Dansk Vestindien – i retten, på kasernen, på hospitalet eller i skolen.
Gå til alle kilder online
På Arkivalieronline finder du alle de digitaliserede kilder om Dansk Vestindien.