Kilder om handel og søfart i Dansk Vestindien
Kilder om handel og søfart i Dansk Vestindien
Handel og søfart var afgørende for kolonien Dansk Vestindien. Den lette adgang til havet og oceangående sejlskibe gjorde det muligt for øerne i det caribiske hav at udvikle sig til en stor økonomisk succes.
Søfart, slaver og kolonivarer
Søfarten gjorde det muligt at hente slaver som arbejdskraft i én verdensdel (Afrika), producere eftertragtede kolonivarer i en anden verdensdel (Vestindien, Sydamerika) og forbruge dem i en tredje verdensdel (Europa).
St. Thomas var fra begyndelsen centrum for søfart og handel. Det skyldtes, at øens store naturhavn er en af de bedste i den nordlige del af det Caribiske hav. Byen udviklede sig til et regionalt centrum for langdistancehandel, fragt, persontransport, finansielle og praktiske ydelser til skibsfart og handel samt til et knudepunkt for post- og telegrafvæsen.
De udvalgte kildegrupper nedenfor viser forskellige facetter af handel og søfart. I registraturen kan du kan danne dig et overblik over alle digitaliserede arkivalier fra lokale danske myndigheder i Dansk Vestindien:
Emner i kilderne
Skibsekspeditioner
Dokumenter fra Vestindisk-Guineisk Kompagnis skibsekspeditioner til Vestindien og Guinea, og bøger først ombord, viser forholdene til søs.
Skibe ind og ud
Protokoller over indkomne og udgående fartøjer viser, hvor skibene i St. Thomas havn kom fra og hvor de skulle hen.
Skibet er ladet med
Købmandsbøgerne viser, hvordan skibenes last af varer blev solgt og købt og til hvilke plantageejere og andre borgere på øen.
Varesalg i København
Auktionsprotokollerne for kompagniets bogholder i København viser salget af vestindiske varer i Danmarks hovedstad.
De erhvervsdrivende
Borgerbrevsprotokollerne fortæller om hvilke erhverv der fandtes i byen og hvor de erhvervsdrivende kom fra.
Romboder og værtshuse
Bevillingsprotokoller viser betjeningen af sømænd og andre i den travle verdenshavn.
Eksempel: tøj til kompagniets slaver
Et eksempel på hvordan man kan bruge arkiver med oplysninger om handel og søfart er at se på hvilken slags tøj, der blev udleveret til slaverne.
Af købmandsbogen fra årene 1734-1736 fremgår det, at der var blevet indkøbt 9 blå og hvide skjorter til de af kompagniets slaver, som arbejdede i pakhuset (kaldet ”pakhuuss Negere”). Tilsvarende fremgår det af købmandsbogen for årene 1737-1740, at 2 slavekvinder fra kompagniets sukkerplantage hver fik 3 alen Osnabrück lærred (groft hørlærred) til at svøbe deres nyfødte i.
Dokumenter om skibsekspeditioner til Vestindien og Guinea, 1671-1754
Når et af Vestindisk-Guineisk Kompagnis store handelsskibe sejlede fra Danmark til Vestindien i perioden 1671-1754, medbragte det en række dokumenter, som kan give dig indblik i livet ombord. Fx hvor skibet skulle hen, hvem der var ombord (søfolk og passagerer), hvad de spiste, varer i lasten, proviantering undervejs, havari, forlis osv.
Skibsekspeditioner
Hvornår
Du skal vide, hvilken periode skibet sejlede på ekspedition for Vestindisk-Guineisk Kompagni.
Skibets navn
Det vil lette dit arbejde, hvis du kender skibets navn.
Hvorhen
Du skal vide, om du vil undersøge skibe til Vestindien eller skibe til Guinea eller andre danske kolonier.
Brug dokumenter om skibsekspeditioner
Dokumenterne fra fra Vestindisk-Guineisk Kompagnis skibsekspeditioner er samlet i omslag (også kaldet læg) efter skibets navn og året for det pågældende togt.
Dernæst er omslagene ordnet kronologisk, og der er flere omslag i hver æske. Omslag mærket med (V) viser togter som gik til Vestindien, mens omslag mærket med (G) viser togter til Guinea. Dog sejlede skibe til Guinea næsten altid hjem via Vestindien.
Omslagene indeholder en broget og varieret samling af dokumenter, fx søpas, instruktioner, spisetakster, mandskabsruller, fakturaer og varefortegnelser. Dokumenterne er oftest skrevet på dansk (gotisk), tysk (gotisk) eller hollandsk (latinsk).
Find dokumenter om skibsekspeditioner på Arkivalieronline
Vestindisk-Guineisk Kompagni, Direktionen
Bøger ført ombord på Guineisk Kompagnis skibe, 1766-1778
På kompagniskibene førte skibets officerer hver deres bøger, som indeholder oplysninger om forskellige emner. Alle rejserne gik ad trekantruten fra København til Guldkysten og videre til Vestindien og hjem til Danmark.
Kaptajns og styrmænds skibsjournaler
Her finder du nautiske og navigationsmæssige oplysninger om fx vindforhold, vejret og sejlruter.
Skibsassistenten førte skibsprotokollen
I Skibsprotokollen findes oplysninger om fra og om den daglige drift af skibet og ekspeditionen, blandt andet:
-
- Brevkopier
- Gagebog med regnskab over hver mands hyre
- Konsumtionsbogen med regnskab over inventar, proviant og handelsvarer
- Negotiebogen, med regnskab over handelen
Skibslægen førte sygejournalen
I sygejorunalen finder du oversigter over patienter ombord og deres behandling.
Brug Bøger ført ombord
Bøgerne er organiseret efter type og dernæst ordnet efter skibets navn og dets rejser i kronologisk rækkefølge. Dokumenterne er oftest skrevet på dansk (gotisk), enkelte er dog på tysk (gotisk).
Find bøger ført ombord på Arkivalieronline
Kommissionen for Det Guineiske Kompagnis Sagers Afgørelse
Protokoller over fartøjer i St. Thomas havn, 1821-1865
Protokoller over indkomne og udgående fartøjer blev ført af havnemesteren i Charlotte Amalie på St. Thomas i perioden 1821-1865. De giver et billede af den trafik af handelsskibe, som sejlede til St. Thomas i øens store tid som handelsknudepunkt.
De kan bl.a. hjælpe dig med at finde ud af, hvor skibene kom fra, deres antal, hvilken nationalitet de havde, hvor store de var, og hvad lasten bestod af.
Protokollerne fra efter 1865 findes i National Archives i Washington DC. (for indkomne fartøjer findes de fra 1865-1918 og for udgående fartøjer finde de fra 1865-1922).
Brug Protokoller over fartøjer i St. Thomas havn
De to serier af protokoller over indkomne og udgående fartøjer er organiseret kronologisk. Hver protokol er også opbygget kronologisk. De er ført på dansk (gotisk).
Find protokoller over fartøjer i St. Thomas havn på Arkivalieronline
Generalguvernementet, St. Thomas havnemester
Købmandsbøger, 1734-1755
Købmandsbøgerne blev ført af Vestindisk-Guineisk Kompagnis købmand på St. Thomas i perioden 1734-1755.
De indeholder oplysninger om, de varer købmanden solgte til og købte fra hvilke plantageejere og andre borgere på øen.
Købmandsbøgerne kan hjælpe dig med at få et indblik i hvilke varer, der blev brugt til plantagernes drift og til privat forbrug. Varesortimentet spænder vidt, fra lærred til slavernes tøj til luksusvarer som porcelæn og te.
Købmandsbøger
Hvornår
Du skal vide, hvilket år du ønsker at undersøge.
Hvad
Du skal vide, hvilken vare du ønsker at undersøge.
Brug Købmandsbøger
Serien af købmandsbøger er organiseret kronologisk. Hvert bind er inddelt i forskellige typer varer med én regning for hver type. Hver regning er ført kronologisk og med debet og kredit. De fleste bind er forsynet med et alfabetisk vareindeks. Bøgerne er ført på dansk (gotisk).
Find købmandsbøgerne på Arkivalieronline
Vestindisk-Guineisk Kompagni, Kassereren og Købmanden på St. Thomas og St. Jan
Auktionsprotokoller for varer solgt i København, 1673-1754
Vestindisk-guineisk Kompagnis bogholder førte detaljeret regnskab over, hvilke hjembragte varer der blev solgt på kompagniets auktioner i København, og hvem der købte dem og til hvilke priser.
Hver enkelt tønde råsukker, hver balle bomuld, hver rulle tobak, hver sæk kaffebønner og hver elefanttand er opregnet.
Auktionsprotokoller
Hvornår blev varen solgt
Du skal vide, hvilket år du ønsker at undersøge.
Hvilken vare
Du skal enten vide, hvilken vare du ønsker at undersøge eller…
Hvem købte varen
…du skal i stedet kende navnet på den person, der købte en vare fra Dansk Vestindien.
Brug Auktionsprotokoller
Auktionsprotokollerne er renskrifter af kladdenoteringer, ført under selve auktionerne i København.
Auktionerne er indført i kronologisk orden, og hver auktion er inddelt efter varesorter. Desuden findes i mange tilfælde opgørelse over hver enkelt købers samlede køb på auktionen. Protokollerne er ført på dansk (gotisk).
Find Auktionsprotokoller på Arkivalieronline
Vestindisk-Guineisk Kompagni, Bogholder og Kasserer samt Auktionsdirektør i København
Borgerbrevsprotokoller, 1755-1909
Borgerbrevet var bevis på, at en person havde fået borgerskab i kolonien Dansk Vestindien. Med borgerskabet fulgte visse privilegier og rettigheder, herunder ret til at drive erhverv i kolonien og pligt til at fungere i forskellige offentlige hverv, fx militsen og brandkorpset.
Borgerbrevsprotokollerne indeholder oplysninger om:
- Navnet på borgeren
- Hvornår og hvor vedkommende var født
- Hvilket erhverv vedkommende ernærede sig ved
De kan dermed give dig indblik i, hvilke erhverv der fandtes i kolonien på et givent tidspunkt og hvor de erhvervsdrivende kom fra. Oftest er der tale om håndværkere, detailhandlere og andre mindre næringsdrivende, mange af dem med tilknytning til handel og søfart, fx købmænd, skippere, styrmænd osv.
Borgerbreve
Hvornår er borgerbrevet givet
Du skal vide, hvilket år eller periode du ønsker at undersøge.
Hvem fik borgerbrev
Søger du en bestemt person, skal du kende vedkommendes efternavn.
Brug Borgerbrevsprotokoller
Serien af borgerbrevsprotokoller er organiseret kronologisk. Hvert bind i serien er også bygget op kronologisk, men forsynet med et alfabetisk navneindeks ordnet på efternavn.
Dog skal det bemærkes, at det første bind i serien, som dækker perioden 1755-1788, ikke indeholder oplysninger om erhverv.
Find borgerbreve på Arkivalieronline
Generalguvernementet, Det sekrete råd/ Sekreterådet
Bevillingsprotokoller for romboder og værtshuse, 1834-1903
Bevillingsprotokollerne for romboder og værtshuse indeholder information om, hvem der i perioden 1834-1903 havde bevilling til at drive denne særlige slags detailhandel på Thomas, og hvem der havde lov til at have offentlig billardsalon.
Nogle gange optræder også information om, hvor romboden, værtshuset eller billardsalonen lå. Bevillingsprotokollerne kan give dig indblik i, hvor mange værtshuse der betjente de mange sømænd, skippere og handelsfolk i den travle verdenshavn på St. Thomas, og om hvem der ejede beværtningerne og hvor de lå.
Bevillingsprotokoller
Hvornår er bevillingen givet
Du skal vide, hvilket år eller periode du ønsker at undersøge.
Hvem er ejeren af beværtningen
Søger du en bestemt person, skal du kende vedkommendes efternavn.
Brug Bevillingsprotokoller
Serien af bevillingsprotokoller er organiseret kronologisk, mens hvert bind er opbygget alfabetisk på bevillingshaverens efternavn.
Find bevillingsprotokoller på Arkivalieronline
Generalguvernementet, Det sekrete råd/ Sekreterådet
Vejledning om andre emner
Dansk Vestindien – Kom godt i gang!
Velkommen til en verden af viden om 250 års dansk kolonihistorie på de Amerikanske Jomfruøer – dengang kaldet Dansk Vestindien. Find kilder om mennesker, slaveri, søfart og livet for rig og fattig i den danske koloni.
Kilder om slaveri i Dansk Vestindien
Indtil slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien i 1848 var slaver og slaveri en fundamental del af livet på øerne. Derfor findes der oplysninger om slaver og slaveri i stort set alle arkivalier fra den tid.
Find en person fra Dansk Vestindien
Når du søger efter en person fra Dansk Vestindien – nu de Amerikanske Jomfruøer – skal du bruge forskellige kilder alt efter, hvilken befolkningsgruppe, personen tilhørte.