Baggrund for Danmarks vej til EF-medlemskab

Det danske medlemskab af EF har en lang forhistorie. I den forhistorie finder vi en række interessante og vigtige overvejelser om Danmarks status i Europa, som trækker tråde op til i dag.

Efter Anden Verdenskrig fulgte man fra dansk side med interesse og en vis portion skepsis arbejdet med at skabe Europarådet i 1949.

Det er først da Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Luxemburg og Italien (kaldet De Seks) underskriver Romtraktaten i 1957 og EØF bliver dannet i 1958, at den danske europapolitik for alvor begynder at komme op i gear.

I Danmark stod man over for et dilemma, da der både var argumenter for at forsøge at være med i det europæiske samarbejde, men der var også argumenter for at være med i den traditionelle kurs i dansk udenrigs- og handelspolitik.

Hovedargumentet for at tilnærme sig det europæiske fællesmarked var, at det i fremtiden kunne komme til at udgøre drivkraften for den økonomiske udvikling i Europa. Særligt fordi det nyoprettede Vesttyskland var med i De Seks, og det blev vurderet, at det tyske marked igen kunne udvikle sig til Danmarks vigtigste.

Sammen med vigtigheden af det tyske marked, finde vi i kilderne også en udtalt frygt for, at Vesttyskland igen kunne komme til at spille en afgørende rolle i Europas udvikling.

Anden Verdenskrig spøgte stadig livligt i overvejelserne om dansk udenrigspolitik i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne. En ting var frygten for tysk dominans, men en anden og vigtigere bekymring var at det fælles europæiske projekt, som allerede var skabt af De Seks, ville begrænse Danmarks muligheder for fri handel.

Umiddelbart efter besættelsen i 1940 forsøgte Danmarks at knytte solide politiske og økonomiske bånd hen over Nordsøen til Storbritannien. Handlen med England var afgørende for Danmark, da de danske landbrugsvarer primært blev afsat på det britiske marked og sikkerhedspolitisk orienterede de danske politikere sig også mod London.

Derudover var Danmark tæt tilknyttet til Norge og Sverige både politisk og økonomisk. Det er et gennemgående træk ved dansk europapolitik, at man ønskede at holde den tætte tilknytning til Storbritannien og også gerne Sverige og Norge, hvis man skulle søge optagelse i EF.

Som alternativ til optagelse i EØF blev frihandelsområdet EFTA (European Free Trade Union) oprettet i 1960. EFTA bestod af Storbritannien Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig og Portugal.

Med dannelsen af EØF og EFTA var Europa reelt blevet splittet mellem to konkurrerende markedsblokke, og det var i den grad til ugunst for danske interesser, da landets vigtigste markeder, Storbritannien og Vesttyskland, var i hver sin markedsblok.

EØF’s toldmure forhindrede, at det danske landbrug kunne sælge sine produkter til De Seks, og EFTA var ingen løsning for dansk landbrug, da dette frihandelsområde kun omfattede industrivarer. Derfor stod Danmark med et afsætningsproblem som ville hæmme væksten i fremtiden. I analyserne i Udenrigsministeriet var grundspørgsmålet derfor: Hvad skal sikre væksten, og hvad skal Danmark leve af i fremtiden?

På grund af dilemmaet med afsætningen var der i dansk landbrug en udtalt interesse for at komme med i EØF, og denne interesse blev delt langt ind i Socialdemokratiet. I begyndelsen af 1960’erne arbejdede embedsmændene i Udenrigsministeriet under udenrigsminister Jens Otto Krag på analyser, som pegede på, at dansk vækst ville være tæt knyttet til en optagelse i eller et tæt samarbejde med EF.

Da Storbritannien i 1961 ansøger om optagelse i EF, er der derfor ingen vej tilbage for Danmark, og den danske ansøgning om optagelse landede få minutter efter den britiske ansøgning.

Principbeslutningen var truffet i dansk europapolitik, men de første optagelsesforhandlinger strandede.

Danmark havde indgivet ansøgning sammen med briterne, men den franske præsident de Gaulle blokerede for Storbritanniens optagelse, og i 1963 stod det klart for Danmark, at forsøget var mislykkedes. Kilderne i Rigsarkivets samling fortæller her en interessant historie om frustration og bekymring om Danmarks fremtid blandt de udenrigspolitiske nøgleaktører.

I 1967 forsøger søger Danmark sammen med Storbritannien og Irland igen om optagelse, men støder igen på modstand fra det franske præsidentpalads. Først efter de Gaulles afgang er vejen banet for Danmarks optagelse i det europæiske fællesskab.