Internationalt samarbejde om digital arkivering

Internationalt samarbejde om digital arkivering

Rigsarkivet deltager i en række internationale samarbejder om digital arkivering.

alt

Nordiske samarbejder

Nordiske arkivdage

De nordiske lande samles hvert 3. år om et stort arkivfagligt arrangement, som landene skiftes til at være vært for.

NorDig Konferencen

De nordiske lande har et samarbejde indenfor it- og arkivudvikling, som kaldes for NorDig. Arkiverne samles hvert 3. år.

Internationale samarbejder

Collaboration to Clarify the Costs of Curation (4C)

Omkostningerne ved digital bevaring er et emne, der har fået mere og mere opmærksomhed igennem de sidste 10 år. 4C-projektet har i 2013 og 2014 arbejdet på at kaste lys over området for kunne hjælpe organisationer med at investere mere effektivt i digital bevaring. I Januar 2015 satte projektet punktum for arbejdet. Resultaterne fra projektet findes på The Curation Cost Exchange. Her kan man bl.a. finde et værktøj til at analysere og visualisere en organisations omkostninger til digital bevaring. Et samarbejde mellem bl.a. Digital Preservation Coalition (DPC), Nestor og KEEP Solutions overtager driften af The Curation Cost Exchange og opretholdelsen af det netværk af personer og organisationer, som er blevet stablet på benene under projektet. Det betyder, at det arbejde som projektet har startet, kan leve videre selvom projektet slutter. Læs mere på The Curation Cost Exchange eller 4C-projektets hjemmeside.

DLM-Forum

Rigsarkivet deltager i DLM-Forum, et EU-baseret samarbejde, som beskæftiger sig med digitale arkiver. Akronymet står for Document Lifecycle Management. DLM-Forum er et mødested for arkiver og leverandører, hvor udfordringerne i digital forvaltning kan drøftes, navnlig med hensyn til elektronisk dokumenthåndtering og arkivering. DLM-Forum har i de senere år navnlig beskæftiget sig med udformningen af en fælleseuropæisk standard for Records Management: MoReq2010.DLM afholder halvårlige medlemsmøder, hvor Rigsarkivet normalt deltager. Hvert 3. år afholder DLM en større konference, senest i 2014.

European Archival Records and Knowledge Preservation (E-ARK)

Et europæisk initiativ, som er i færd med at udvikle fælles standarder og Open Source værktøjer til digital arkivering i Europa. I dag bliver bevaring af digitale arkivalier gjort forskelligt i forskellige lande, men det vil E-ARK ændre gennem standardiserede formater og fælles værktøjer. Projektet arbejder for at fremme samarbejde og gøre det nemmere at bruge data på tværs af landegrænser til glæde for både borgere og forskere. For arkiver i hele Europa betyder de fælles standarder og værktøjer, at det bliver muligt at effektivisere, så opgaverne kan løses bedre og billigere.E-ARK er et samarbejde mellem 16 europæiske partnere, der tæller nationalarkiver, digitaliseringsmyndigheder, forskningsinstitutioner, medlemsorganisationer og private virksomheder. Læs mere om E-ARK og dets foreløbige resultater på projektets hjemmeside eller følg projektet på Twitter: @EARKProject #eark

International Council on Archives (ICA)

ICA er en international NGO, der eksisterer for at fremme det internationale samarbejde mellem arkiver og arkivarer. Det blev oprettet i 1948 og medlemskab er åbent for nationale og internationale organisationer, faglige grupper og enkeltpersoner. I januar 2015 var cirka 1.400 organisationer medlemmer fra 199 forskellige lande og regioner. ICAs opgave er at fremme bevaring, udvikling og brug af verdens arkiver.

Open Preservation Foundation

Rigsarkivet er medlem af Open Preservation Foundation, der er en organisation, som udvikler og deler praktiske løsninger i relation til digital bevaring. Organisationen viderefører blandt andet de resultater, som blev opnået i EU-projektet Planets.