Strakstilladelser fjernes permanent fra Rigsarkivets læsesale

8. november 2024

Strakstilladelser fjernes permanent fra Rigsarkivets læsesale

For at beskytte borgeres private oplysninger bliver strakstilladelserne fjernet fra Rigsarkivets læsesale.

alt

Revideret adgangspraksis

Rigsarkivet har som led i et større arbejde revideret sin adgangspraksis. Som konsekvens heraf fjerner vi muligheden for at få en strakstilladelse på læsesalen til at benytte fx søgemidler og nyere folketællinger.

Baggrunden herfor findes i arkivloven og kravet om at beskytte borgeres private og andre fortrolige oplysninger.

Arkivalier, der er afleveret til Rigsarkivet, er almindeligvis tilgængelige, når de er 20 år gamle. Arkivalier, der indeholder private, herunder økonomiske, oplysninger om andre er dog først tilgængelige, når de er 75 år gamle.

Strakstilladelser

Strakstilladelser har tidligere været anvendt i Rigsarkivets læsesale til at få tilladelse til at anvende:

  • Kirkebøger, der er mellem 50 år og 75 år gamle
  • Folketællinger 1950-1970
  • Skifter og testamenter, der er mellem 50 og 75 år gamle
  • Søgemidler, der er nyere end 75 år, som fx journaler og kartoteker, navneregistre

Rigsarkivet har i arbejdet med en revision af adgangspraksis konstateret, at dele af alle relevante arkivserier kan indeholde oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, som er nyere end 75 år. På den baggrund har vi været nødt til at fjerne muligheden for at få straksadgang i læsesalene. Du skal fremadrettet i stedet bruge Rigsarkivets almindelige ansøgningsblanket til at søge om tilladelse til at anvende disse arkivalier.

Hvordan søger jeg om adgang ved Rigsarkivet?

Når du ønsker at søge om adgang til arkivalier, der ikke er umiddelbart tilgængelige, kan du søge via vores ansøgningsblanket.

Gå til ansøgningsblanketten

Når du udfylder en adgangsansøgning ved Rigsarkivet, er det vigtigt, at du er opmærksom på tre overordnede ting:

Når du udfylder ansøgningsblanketten

Tre ting, du skal oplyse

Identifikation af alle, der søger om adgang

En adgangstilladelse er personlig, og derfor er det vigtigt for Rigsarkivet at vide, hvem der skal have tilsendt en tilladelse til at se de ansøgte arkivalier. Oplys om du ansøger alene eller sammen med en eller flere medansøgere, og husk identifikations- og kontaktoplysninger på alle medansøgere.

Angiv formålet med adgangen

Du skal angive dit formål med at anvende de arkivalier, som du søger tilladelse til at se. Det er vigtigt, at du beskriver, hvad der ligger til grund for din ansøgning, og hvordan du ønsker at anvende de oplysninger, som du forventer at finde. Dit angivne formål er en central del af vores vurdering af, om du kan få adgang.

Beskriv så præcist som muligt, hvad du søger adgang til

Din beskrivelse af, hvad du søger adgang til, skal være så præcis som mulig, og helst til den relevante arkivskaber og arkivserie. Du kan finde præcise arkivhenvisninger i vores arkivdatabase Daisy

Kan Rigsarkivet lave opslag i søgemidler for mig?

Vi kan ikke på forhånd lave opslag for dig i søgemidler eller andre arkivalier, som kræver adgangstilladelse. Du kan altså ikke ringe eller skrive for at få udleveret specifikke oplysninger om enkelte sager, sagsnummer, journalnummer eller lignende, hvis disse sager indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Men vi vejleder dig gerne i, hvilken arkivskaber og arkivserie, der er relevant for dig at søge om adgang til.

Hvordan får jeg hjælp og vejledning?

Hvis du ikke kan finde de specifikke oplysninger om arkivskaber og arkivserier, som du skal bruge til at søge adgang, er der hjælp at hente:

Start med at læse Rigsarkivets vejledninger. Vi har vejledninger om en bred vifte af emner og til mange kildegrupper og arkivalier:

Se alfabetisk liste over Rigsarkivets vejledninger

Kontakt Rigsarkivet

Hvis du ikke kan finde svar i Rigsarkivets vejledninger, kan du også skrive eller ringe til os og få hjælp til at anvende Rigsarkivets samlinger.

Du kan ringe til os på +45 33 92 33 10, mandag-torsdag kl. 12-15 og fredag kl. 10-13 eller skrive til os.