Nyt på Arkivalieronline, marts 2023

26. april 2023

Nyt på Arkivalieronline, marts 2023

Handel i Ostindien og erindringsmedaljer fra Napoleonskrigene. Du kan nu se listerne over det nye materiale og søge i nye indtastede data.

alt

Vil du vide mere om Willum Leyel?

Willum Leyel forlod København i 1639 og ankom fire år senere til Trankebar som udsending for Kong Christian IV. På det tidspunkt var kontakten til Danmark lille og de lokale udfordringer store. Leyel overtog rollen som guvernør og holdt Trankebar på kongens hænder, men endte med selv at blive afsat ved et mytteri i 1648.

Du kan læse mere om Willum Leyel (Willem Leiel) på Lex.dk.

Danske modtagere af den franske Sct. Helena-medalje

Den 4. marts holdt vi tastefest på Rigsarkivet, Aabenraa. Her indtastede en håndfuld dygtige og engagerede frivillige de 750 navnekort, som hører til ansøgningerne om den franske erindringsmedalje Sct. Helena Medaljen.

Kejser Napoleon I af Frankrig førte i årene 1792-1815 krige rundt om i Europa. Der deltog ca. 20.000 danske på fransk side som hjælpetropper. De blev især rekruttereret fra regimenter i Slesvig og i Holsten.

I 1857 stiftede efterfølgeren Kejser Napoleon III en erindringsmedalje for veteraner, som havde deltaget i krigene. Ca. 650 overlevende danske veteraner søgte og modtog medaljen, mens ca. 100 blev afvist.

Du kan læse mere om projektet på vores indtastningsportal.

Sådan søger du efter en medaljeansøger

Gennem indtastning er navnekartoteket gjort til et onlineregister, som du kan søge i.

Du kan søge i navnekartoteket via søgedatabasen Søg i samlingerne. Skriv “Sct. Helena Medaljen” samt navnet på ansøgeren i fritekstfeltet. Marker, at du søger i “Afskrifter af arkivalier”, og klik på søg.

Gå til Søg i samlingerne.

Navnekartoteket er indgang til selve ansøgningerne, som du kan finde i Forsvarets Arkiver og bestille til læsesalen via arkivdatabasen Daisy.