Ny vej til kilder og vejledning om Dansk Vestindien

30. august 2024

Ny vej til kilder og vejledning om Dansk Vestindien

Hjemmesiden virgin-island-history.org lukker til november. Vi lancerer i stedet nye veje til kilderne om Dansk Vestindien, så du stadig kan dykke ned i kilderne om 250 års kolonihistorie fra de Amerikanske Jomfruøer.

alt

Hjemmeside om Dansk Vestindien lukker – men kilderne er stadig online

Den 1. november lukker hjemmesiden virgin-islands-history.org/, fordi søgefunktionen er teknisk forældet, så det ikke længere er muligt at bruge den.

Kilderne finder du selvfølgelig stadig online, og vi har opdateret vejledninger og andre hjælpemidler, så de nu kan genopstå på Rigsarkivets hjemmeside. På den måde kan de stadig være til gavn for befolkningen i US Virgin Islands og for forskere og historieinteresserede i Danmark og resten af verden.

Jomfruøernes danske kolonihistorie blev digital

I 1917 solgte Danmark de tre små øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix Dansk til USA. I anledning af 100-året for afslutningen på 250 års dansk kolonistyre i Vestindien, lancerede Rigsarkivet i 2016 hjemmesiden virgin-islands-history.org/.

Hjemmesiden blev til på baggrund af et stort projekt, der sikrede digital bevaring og tilgængeliggørelse af mere end 5 millioner af de væsentligste kilder fra dansk-vestindiske lokale arkiver. Projektet løb fra 2014-1017 og var støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Få hul på historien om Dansk Vestindien

I det nye tema finder du vejledninger opdelt efter emne med trin-for-trin guides og med direkte link til de mest relevante kilder om det emne, fx om hvordan du finder en bestemt person eller et sted eller om at bruge kilder der belyser slaveri, kolonistyret eller handel & søfart.

Det er således ikke nødvendigt at have indgående kendskab til at navigere i arkiver, for at komme i gang med at bruge de historiske kilder. Samtidig indeholder vejledningerne direkte links til de væsentligste kilder, som findes på Arkivalieronline.

Ny søgbar registratur og opdateret bibliografi

Vi har opdateret en ældre registratur over Rigsarkivets samlinger fra vestindiske lokalarkiver og de væsentligste kilder fra centraladministrationen om Dansk Vestindien. Det drejer sig særligt om de cirka 800 hyldemeter arkivalier, som er skabt hos lokale danske myndigheder i Dansk Vestindien, i perioden 1755-1917.

Registraturen indeholder direkte links til Arkivalieronline for hver arkivserie, og gør det nemmere for dig, der er forsker eller vil mere i dybden med kilderne. Desuden har vi digitaliseret en guide til vestindiske kilder fra 2002 og publiceret en helt ny annoteret bibliografi over nyere udgivelser om Jomfruøernes historie.