Ny platform gør det nemmere at finde digitalt skabte data

8. juli 2022

Ny platform gør det nemmere at finde digitalt skabte data

Rigsarkivets ’samling af digitalt skabte data’ er en ny platform, som gør det nemmere for dig at finde og bruge digitalt skabte data.

alt

Digitalt fødte data fra et halvt århundrede

Rigsarkivets samlinger indeholder ikke kun arkivalier på papir, men en lige så stor samling af data, der er født digitalt, det seneste halve århundrede. Det er primært registre og sagsbehandlingssystemer fra offentlige myndigheder, men også Danmarks største samling af forskningsdata fra landets universiteter og forskningsinstitutioner.

Til sammen udgør de data en unik ressource til at belyse og beskrive det danske samfund gennem de seneste 60 år, om alle emner fra sundhed, politik, klima og meget mere. Det er data, som nu er blevet nemmere at søge frem via Rigsarkivets nye søgeplatform for digitalt skabte data.

Søg ned i metadata, beskrivelser og tabeller

På Rigsarkivets ‘samling af digitalt skabte data’ kan du finde netop de data, der er relevante for dig, som forsker, studerende eller ansat i en myndighed. Her kan du:

  • søge i metadata og beskrivelser af de enkelte datasæt – for eksempel om hvem, der har skabt data og med hvilket formål.
  • søge helt ned i hver enkelt tabel i et datasæt, og se for eksempel specifikke spørgsmålsformuleringer og kolonnebeskrivelser.
  • filtrere datasæt på periode, datatype og skaber, som gør det nemt at finde præcis det, du leder efter.

Download eller søg adgang til data

Vi passer godt på følsom data i Rigsarkivet. Det betyder, at materiale, der indeholder personfølsomme oplysninger ikke er umiddelbart tilgængeligt, selvom du kan søge det frem. I de tilfælde bliver du guidet til at søge om adgang til materialet.

En del data er frit tilgængeligt, og vi har oparbejdet mange datasæt som du kan downloade direkte i platformen. Du kan downloade data og dokumenter i forskellige formater, så du kan arbejde med det, som du foretrækker, for eksempel i et statistikprogram eller i Excel.

Besøg siden for at finde og bruge datasæt fra Rigsarkivets digitale samlinger.

Har du spørgsmål til vores digitalt skabte samlinger eller brug for hjælp og vejledning, så skriv til os på data@sa.dk