Find historiske sogneoplysninger på DigDag.dk

26. april 2023

Find historiske sogneoplysninger på DigDag.dk

Vi har ryddet op i de ældre hjælpemidler, så det er nemmere at finde blandt andet historiske sognegrænser.

alt

Oprydning i ældre papir-hjælpemidler

Rigsarkivet har i det sidste år lagt mange nye vejledninger ud på vores hjemmeside, ligesom de fleste ældre vejledninger er blevet omskrevet.

I den forbindelse har vi valgt at slette nogle ældre papir-hjælpemidler om sognenavne og sognegrænser. Hjælpemidlerne stammer fra tiden omkring år 2000, hvor Rigsarkivet oprettede sin første hjemmeside. Her begyndte vi med at skanne vejledningsmateriale fra læsesalene og tilgængeliggøre det på nettet.

I dag kan du tilgå alle sognegrænser og sognenavne i det historiske administrative kort DigDag.

Disse hjælpemidler har vi slettet

Vi har valgt at slette følgende PDF’er fra vejledningssiden Hjælpemidler og foldere til download:

  • Sognekort for de gamle amter
  • (København) Hvilket sogn hørte gaden til?
  • (København) Hvornår blev sognet oprettet?
  • (København) Kort over københavnske sogne.
  • (Nordslesvig) Find sognets navn
  • (Nordslesvig) Kort over sogne

Sådan bruger du DigDag

For at finde sognegrænser og sognenavne i DigDag, kan du følge denne fremgangsmåde:

  1. Gå til DigDag.dk.
  2. Skriv det relevante årstal under ”Tid” og vælg den administrative inddeling ”Kirkelig”.
  3. Klik på luppen foroven for at aktivere dine valg.
  4. Du kan forstørre kortet ved at trykke på kort-tegnet med et ”+” i menuen til højre.
  5. Du kan navigere i kortet ved at klikke på pilene i den grå ramme rundt om kortet.
  6. Klik på det sted på kortet, hvis sognetilhør, du ønsker oplyst.
  7. Sognenavnet vises nu i menuen til venstre for kortet.
  8. Klik på navnet på et sogn, provsti eller stift for at få vist flere oplysninger som fx oprettelsesår.
Eksempel fra digdag, som viser mulighederne for at vælge de forskellige kirkelige administrative inddelinger.

Hvis du udfolder mulighederne ved at trykke på plus-knappen ud for “Kirkelig”, kan du vælge om du vil se provstier, sogne eller stifter.