Danmarkskort over børnesagsakter
Danmarkskort over børnesagsakter
I forbindelse med projekt ”Retten til egen historie” går Rigsarkivet i gang med at udvikle et danmarkskort, der skal gøre det nemmere for borgere, sagsbehandlere og forskere at identificere de børnehjem, der har eksisteret i perioden 1945-2006 og identificere relevante børnesagsakter.
Et unikt samarbejde
I det landsdækkende projekt ”Retten til egen historie” samles kræfter og fagligheder, så nuværende og tidligere anbragte får hjælp til at finde, læse og bearbejde indholdet i deres børnesagsakter. Ud over at trække tråde til fortiden skal projektet inspirere til nye måder at arbejde med børne- og ungesager – både nu og i fremtiden.
Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.
”De anbragtes Danmarkskort”
En af udfordringerne for tidligere anbragte og sagsbehandlere er at få identificeret den eller de institutioner inden for børne- og ungeforsorgen, som en person har været anbragt på og finde de kommunale anbringelsessager
Derfor udvikler Rigsarkivet ”De anbragtes Danmarkskort”. Her vil borgere, sagsbehandlere og forskere få hurtig og nem kortbaseret adgang til viden om eksisterende institutioner og kommuner i perioden ca. 1945-2006.
Kortet skal vise informationer om institutioner inden for børne- og ungeforsorgen i perioden 1945-2006, og hvor institutionens arkivalier befinder sig. De kan nemlig være forskellige steder: I Rigsarkivet, i et stadsarkiv, på et lokalarkiv eller ved institutionen, hvis den stadig eksisterer. Private børnehjem har nemlig ikke pligt til at aflevere deres arkiver til Rigsarkivet. Derudover skal kortet også vise, hvad der er bevaret af børnesager i kommunerne, hvor materialet findes, og hvad der er bevaret.
I arbejdet med De anbragtes danmarkskort arbejder Rigsarkivet tæt sammen med stads- og lokalarkiver, så kortet bliver så dækkende som muligt. De anbragtes Danmarkskort forventes færdigt i 2024.
Du kan læse om de øvrige delprojekter på hjemmesiden Rettentilegenhistorie.dk. Her kan du blandt andet læse om, hvordan du kan få hjælp og støtte til at søge efter din egen sag.
Fakta
Retten til egen historie er støttet økonomisk af Finanslovens reserve til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, samt af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.
Projektet løber frem til 31. maj 2026.
Den 1. januar 2021 trådte arkivlovens nye bestemmelser om egenaccess i kraft, hvilket betyder, at alle borgere har ret til at få gratis indsigt i egne personoplysninger (§ 39 a-b).