Byggesten til det moderne Grønland – ny kildepakke
Byggesten til det moderne Grønland - ny kildepakke
Nydigitaliseret materiale om Grønland i efterkrigstiden viser både velfærdsvisioner og udfordringer
Nye kilder til byggeri i Grønland
I de kommende måneder tilgængeliggør Rigsarkivet helt nydigitaliserede kilder om Grønland i efterkrigstiden. Kildepakken, som tæller ca. 50 arkivpakker, handler om det massive byggeri, der foregik i Grønland i årtierne efter 2. verdenskrig.
Samarbejde med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv
Den danske tilstedeværelse i Grønland har længe været genstand for offentlig debat, og gennem årene er der kommet større fokus på gennemsigtighed og oplysning.
Projektet her er udarbejdet i samarbejde med Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu – Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og kildematerialet er udvalgt efter grønlandsk opfordring.
Fiskefabrikker og forestillinger om modernisering
Den store byggeiver i Grønland afspejler datidens bestræbelser på at ”modernisere” landet efter europæisk model, og der blev bygget alt fra boliger over fiskefabrikker til amerikanske baser og sygehuse.
Målet med kildepakken er at vise, hvordan der i praksis blev truffet beslutninger om, hvad der skulle bygges og hvordan. Derfor har nøgleordene i udvælgelsen af kilder været overordnet planlægning, beslutningsprocesser og organisation.
Materialet er blandt andet gravet frem fra arkivserier fra Grønlandsministeriet og Grønlands Tekniske Organisation (GTO) og foreligger hovedsageligt, med enkelte undtagelser, på dansk.
Forskning og undervisning
Det digitaliserede materiale er tilgængeligt for alle, som har lyst til at gå på opdagelse i de visioner og udfordringer, som kom til at forme opbygningen af det moderne Grønland.
I Rigsarkivet håber vi, at materialet vil støtte forskningen i og om Grønland, og at kilderne kan få liv som undervisningsmateriale både på grønlandske og danske videregående uddannelsesinstitutioner.
Materialet vil løbende blive gjort tilgængeligt, og den opdaterede liste over tilgængeligt materiale ligger på siden Kildepakke om byggeri under Grønlands modernisering, 1950-1986.
Gå til kildepakken
Kildepakke om byggeri under Grønlands modernisering, 1950-1986
I Grønland blev der bygget massivt i årtierne efter 2. verdenskrig. Hvem traf beslutningerne og hvordan blev de truffet? Find kilder til Grønlands modernisering her.
Se kildepakker om mange andre temaer
Brug originale kilder fra Rigsarkivet i undervisning eller til at skrive opgave. Se alle emner her.