Bodil Begtrup: Første kvindelige ambassadør

Under FN’s generalforsamling 14. maj 1948 mødtes Bodil Begtrup og hendes mand, Laurits Bolt-Jørgensen, med den daværende direktør i Udenrigsministeriet, Jens Rudolf Dahl. De skulle diskutere Udenrigsministeriets ønske om at udnævne Bolt-Jørgensen til dansk gesandt og ambassadør i Island.

Under mødet kom det frem, at han blandt andet blev tilbudt posten, fordi Bodil Begtrup ville egne sig som gesandtfrue – ”…på grund af det internationale arbejde, jeg havde deltaget i,” husker Begtrup.

”Ja, men så gør Bodil til gesandt i Reykjavik, så vil jeg trække mig tilbage og tage med,” sagde Bolt-Jørgensen spontant. Og sådan blev det.

I 1949 rejste Bodil Begtrup sammen med sin mand til Reykjavik som den første kvindelige gesandt og ambassadør for Danmark. I de næste syv år arbejdede Begtrup på at forbedre det dansk-islandske forhold i en periode, hvor forholdet, med Begtrups egne ord, var ”ømtåleligt” efter at Island havde opsagt personalunionen i 1944.

Senere blev Begtrup ambassadør i Bern og Lissabon. Ambassadørposterne var en naturlig fortsættelse af hendes internationale karriere.

Begtrups tidligere karriere var også defineret af hendes arbejde for ligestilling. Hun blev næstformand for Danske Kvinders Nationalråd (DKN) som 28-årig og var i 1938 repræsentant for DKN i Folkeforbundet i Genevé.

I 1948 blev Begtrup næstformand for FN’s kommission til udarbejdelse af menneskerettighedsdeklarationen, og det var i denne stilling, at Begtrup satte sit tydelige aftryk på FN’s kønspolitik.

Hun arbejdede hårdt for at deklarationen blev kønsneutral, og hun var ophavsperson til det danske forslag om, at FN’s medlemslande skulle sikre deres kvindelige borgere de samme politiske rettigheder som mænd.

Begtrup påvirkede direkte samtidens opfattelse af kvinder i politiske roller. I 1965 skrev det schweiziske magasin, Schweizer Illustrierte, en artikel om Begtrup og andre diplomater under titlen ”Ihre Excellenz, Frau Botschafter” (Deres Excellence, Fru Ambassadør).

Diplomaterne i artiklen havde det til fælles, at de alle var kvinder, som bar en titel, der ikke fandtes i femininum på tysk.

”Man kunne fristes til at tro, at disse damer som bærer mande-titler, måtte have maskuline karaktertræk” stod der bl.a. i helsides-artiklen, som havde et stort billede af Begtrup og Bolt i galla-antræk. Magasinets korrespondenter var imidlertid imponerede over diplomaternes udpræget feminine karakter, som de skrev. Dybdegående kulturel og politisk viden forudsætter ikke uundgåeligt et ”mandesind”, konkluderede artiklen.

Artiklen er et interessant tidsbillede på en tilsyneladende almindelig antagelse i 1960’erne, om at intellektuel begavelse og politisk erfaring var kønsbestemte kompetencer. Den idé var Begtrups politiske arbejde i Europa med til at afkræfte.

Begtrups erindringer, sager fra Kvindekommissionen i FN, det Schweiziske magasin er udpluk fra Begtrups store private arkiv som findes i Rigsarkivet. Se en oversigt over hele materialet i Begtrups privatarkiv, som man kan søge om adgang til se. Læs om, hvordan du søger adgang hos Rigsarkivet.

Foto: UN Photo.