Kongekronen, rigsvåbenet og offentlig heraldik
Kongekronen, rigsvåbenet og offentlig heraldik
Hvis statslige myndigheder vil bruge kongekronen eller rigsvåbenet i deres logoer, skal det godkendes af Rigsarkivet. Læs mere om processen, reglerne samt mulighederne for hjælp og vejledning her på siden.
Statskendetegn
Kongekronen og rigsvåbenet er statskendetegn, der som udgangspunkt kun må bruges af Kongehuset og Staten. Statslige myndigheder kan anvende kongekronen og rigsvåbenet, og i den forbindelse kan Rigsarkivet være behjælpelig med rådgivning. Endelig skal anvendelsen af kongekronen og rigsvåbenet godkendes af Rigsarkivet. Rigsarkivet behandler også sager om offentlige våbener, segl og emblemer.
Virksomheder og foreninger kan søge tilladelse til at bruge kongekronen i logoet, hvis det kan begrundes historisk.
Statens heraldiske konsulent
Rigsarkivet er ansvarlig for offentlig heraldik i Danmark og har siden 1985 fungeret som Statens Heraldiske Konsulent.
Vi behandler sager, der vedrører brug af rigsvåbenet og rådgiver offentlige myndigheder i spørgsmål om, hvordan offentlige våbener, segl og emblemer må bruges og udformes.
Det gør vi for at sikre, at brugen af kongekronen, rigsvåbenet og offentlige våbener er i overensstemmelse med de heraldiske principper. Ud over regulering af brugen af kongekronen og rigsvåbenet, behandler vi sager om offentlige våbener, segl og emblemer, som f.eks. kommunevåbener og Forsvarets våbenskjolde og mærker.
Hvem må bruge kongekronen og rigsvåbenet?
Kongekronen og rigsvåbenet er statskendetegn, der som udgangspunkt kun må bruges af Kongehuset og Staten.
Det vil sige, at statslige myndigheder gerne må anvende kongekronen og rigsvåbenet i fx logoer, og at Rigsarkivet er behjælpelig med rådgivning herom. Statslige myndigheder skal ikke ansøge om selve brugen af kongekronen eller rigsvåbenet, men den præcise udformning skal godkendes af Rigsarkivet.
Virksomheder og foreningers brug af kongekronen
Virksomheder og foreninger kan søge tilladelse til at bruge kongekronen i sit logo, hvis det kan begrundes historisk. Derudover lægger vi vægt på et eller flere forhold:
- Foreningen/virksomheden har fået tilladelse af et medlem af Kongehuset til at kalde sig ”Kongelig”.
- Foreningen/virksomheden har fået tilladelse af en statslig myndighed til at kalde sig ”Kongelig”.
- Et medlem af Kongehuset har repræsenteret foreningen eksempelvis som æresmedlem.
Kgl. privilegerede leverandører kan ikke søge om tilladelse til at anvende kongekronen, så længe deres nuværende privilegie er gældende.
Ansøg om brug af kongekrone
Hvis du repræsenterer en virksomhed eller forening, skal du søge tilladelse at bruge kongekronen eller rigsvåbenet via nedenstående blanket.
Ansøgningens indhold
Når du søger tilladelse til at bruge kongekronen skal ansøgningen indeholde:
- Dokumentation eller sandsynliggørelse af de ovennævnte forhold.
- Gengivelse af logo, hvori kongekronen indgår.
- Foreningens vedtægter eller beskrivelse af virksomheden.
Hjælp og vejledning
Både virksomheder, foreninger og myndigheder er velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med brug af kongekronen.
Hvis I som statslig institution, myndighed eller lignende ønsker at bruge rigsvåbenet eller kongekronen, enten alene eller i et logo, skal I henvende jer til Rigsarkivets heraldiske konsulent.
Alle spørgsmål om offentlige våbener, segl og emblemer skal ligeledes rettes til Rigsarkivets heraldiske konsulent.
Kontakt
Rigsarkivets heraldiske konsulent, Ronny Andersen
Træffes mandag og fredag kl. 9.00-15.00
- Telefon:
41717357 - E-mail:
roa@rigsarkivet.dk
Lovgrundlag
Rigsvåbenet og kongekronen er statskendetegn og forbeholdt Kongehuset og Staten. Retsstridig brug er strafbar ifølge Straffelovens § 132.
Ifølge Arkivlovens § 5 behandler Rigsarkivet sager vedrørende brug af rigsvåbenet og er rådgivende for offentlige myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer.